Den unge Jakob Knudsen 1881-1890

Afhandlingen undersøger Jakob Knudsens (J.K.) udvikling i perioden 1881–1890 med særligt fokus på hans tid på Askov Højskole, hans forhold til realismen, hans højskoleforedrag, rejseindtryk, prædikener og tidlige litterære forsøg. Et hovedtema er J.K.s forhold til den realistiske litteratur. Afhandlingen argumenterer imod Pontoppidan Thyssens og Holger Begtrups teser om, at J.K. først omkring 1884 afklarede modsætningen mellem kristendom og naturalisme. I stedet vises, at J.K. allerede i 1882 havde en klar kristen orientering, hvilket afspejles i hans foredrag, artikler og reaktioner på samtidens realistiske strømninger. J.K.s foredrag analyseres indgående. Begtrups påstand om et åndeligt gennembrud i 1886 afvises, idet breve viser, at J.K. allerede tidligere var fast forankret i sin kristendomsforståelse. Rejseartikler fra England og Frankrig belyser J.K.s tanker om naturlig og unaturlig vækst i menneskers liv samt hans kritik af både klassisk dannelse og aktivistisk højskolepædagogik. Prædikenerne fra Askov-tiden viser ingen tegn på krise; J.K.s teologiske ståsted er stabilt gennem hele perioden. Hans litterære arbejder – herunder »Bent Kongebroder«, »Møller og Bager Peder Mortensen«, »Cromwells Datter« og især »Haltefanden« – analyseres og sammenlignes. Sammenfattende argumenterer afhandlingen for, at der var et enhedspræg over J.K’s tænkning, der bunder i en grundtvigsk skabelsestro, der er en forudsætning for det historisk-poetiske menneskesyn. Afslutningsvis behandles J.K.s afgang fra Askov. Afhandlingen argumenterer imod den gængse opfattelse af personlige konflikter som hovedårsag og peger i stedet på en indre motivation. Brevvekslinger viser samtidig, at J.K. ikke hastede væk og at forholdet til Schrøder var komplekst, men ikke fjendtligt. Opbruddet førte til, at J.K. fandt sit rette virke som præst.